Overblik på Gunman lazaret
Det har i denne sæson været svært at få et overblik over hvem der kan spille håndboldkamp for det bedste herre hold i Skanderborg Håndbold. Savner du et lille overblik, så er muligheden her idag, da holdet ikke træner før søndag morgen igen. Her kan du derfor se et øjebliksbillede – fredag den 5. december kl. 17.30. Ligesom vejrudsigten kan den hurtig ændre sig og er med visse forbehold.

Kasper Larsen
Er ude med hjernerystelse på ubestemt tid. Har ikke trænet eller spillet de sidste 2 måneder, helt præcist spillede Kasper sidst 8. oktober i Holstebronx. Fik en bold uheldigt i hovedet under træning. Har måttet udsætte sin eksamen på erhvervs akademiet.

Karsten Nielsen
Har træthedsbrud i foden, og træner ikke p.t. Har også rigeligt at gøre her i december, med at styre Secret Santa, der løber helt af sporet.

Bertram Obling
Flækkede sin tommelfinger efter Skjern kampen 8/11. Fik gips/skinne af sidste weekend, og har trænet med hele denne uge. En KLAR Gunman !!

Jonas Langerhuus
En stærkt savnet Gunman, som endnu ikke har optrådt i den grønne Gunman dragt efter skiftet fra Ribe-Esbjerg.
Er igang med gradvist at blive trappet ind i angrebstræningen, hvilket har pågået de sidste 3 ugers tid. Genoptræningen går godt indtil videre og fortsætter de gode takter kan Jonas måske være på banen igen omkring jul, i mindre omfang. Esbjerg sangen er efter sigende klar på DJ V pulten.

Mads Thomsen
Fik gipsen af hånden forrige uge, og deltager nu i forsvars træning og kamp. Hvornår hånden er klar til at bombe bolde i kassen i den anden ende, er stadig et åbent spørgsmål. Vi håber det bliver snart, Gunman Thomsen.

Tim Sørensen
Er taget ud af træning og kamp, indtil videre til start februar.
Har ikke kunnet spille en fuld kamp siden sæsonens første kamp i HCM.

Mathias Smed
Er tilbage på træningsbanen igen i denne uge.

Christian Albertsen
Ude med hjernerystelse på ubestemt tid. Har ikke trænet eller spillet siden pokalkampen 22. oktober mod Team Tvis Holstebro, hvor han fik et slag i hovedet. Det er stadig uvist hvornår Christian er på banen igen.
Heldigvis er der yderligere 10 andre Green Gunmen i truppen, der ikke er skadet p.t. – så BSV kan bare komme an på Mandag kl. 19.00 i Jysk Sengetøjslager.















