Storsejr til U18 drengene
U18 drenge 1 division: Skanderborg Håndbold – Ikast 35-22 (15-11)
Storsejr i første kamp
I den første kamp i sæsonen stod Skanderborg med flere nye spillere overfor et ikke ufarligt Ikast-hold i Gymnasiehallen. Senere skulle det vise sig, at det største problem den aften, var at få uret til at fungere.
Hjemmeholdet lagde fornuftigt ud med solidt spil i forsvaret, og fik hurtigt etableret en 2-målsføring. Angrebsspillet virkede i den periode en anelse langsomt, omend flere god enkeltaktioner fra bagkæden lagde et pres på Ikast. De svarede igen ved at gå frem i en 5-1 for at skygge SH`s backer, og det generede Skanderborg i en periode. Midt halvlegen gik Skanderborg over til at bruge målmanden i angrebet, hvilket øgede presset på Ikast-forsvaret og gav hurtigere spil; men det var først de sidste 5 minutter i halvlegen, at taktikken virkelig gav pote. Her fik man for alvor spillet bolden rundt til åbne muligheder og scoringer, så man kunne gå til halvleg med en føring på 15-11.
Den gode afslutning på første halvleg tog man med sig ind i anden halvleg, hvor spillet nu virkelig begynder at køre. Stærkt pres fra bagkæden gav plads til mange flotte scoringer fra fløj og streg i de første 10 minutter, og føringen blev udbygget til 7 mål. Ikast virkede reelt opgivende og færdige midt i halvlegen, da mange af deres kvalificerede forsøg samtidig blev afværget. Skanderborg slækkede ikke i det sidste kvarter. Presset blev fastholdt, og i takt med at modløsheden bredte sig hos Ikast, og Skanderborg nu kunne det hele, kom der også flere ”lette” kontrascoringer på Ikast-fejl. Hjemmeholdet sluttede kampen i suveræn stil, og kan holdet fortsætte sådan spillemæssigt – og undgå skader -, ser det nye U18-hold rigtig lovende ud.
Stillinger undervejs:
4-2, 5-4, 7-5, 8-6, 11-9, 15-11, 19-14, 23-16, 26-17, 29-19, 32-21, 35-22.
Målscorer:
Simon Hedehus 7, Kristian Stampe 6, Thomas Strøm 5, Nicolai Falkenberg 3, Rasmus Meyer 3, Jesper Redlefsen 5, Frederik Thøgersen 2, Magnus Nygaard 2, Jacob Jessen 1, Nicolaj Husum 1















