Årets længste udebanetur
Optakt Nyk. F. Håndbold – Skanderborg Håndbold, onsdag 8/2 kl. 19.00 i Scandlines Arena.
I dag oprinder dagen endelig, vi skal til Nykøbing Falster – årets længste udebanetur. En kamp, som vi har set rigtig meget frem til, grundet NFHs berømte hjemmebanepublikum. 
Efter weekendens underlige oplevelse mod SK Aarhus er pigerne klar til en ny kamp mod ligaens nummer 6, der virkelig i øjeblikket skal lede efter alle de point, man kan komme i nærheden af for at sikre sig slutspillet.
Dagens modstander har op til denne sæson oprustet kraftigt i kampen om medaljer og har derfor et utal af profiler som Natalie Hagman, Kristina “Mulle” Kristiansen, Johanne Westberg, Mette Gravholt, Sarah Iversen og flere andre.

Spillestilen er hurtig og angrebsivrig håndbold, hvor spillet frem ad banen er varemærket for de gulklædte modstandere i dagens opgør. Sæsonen har for hjemmeholdet været svingende med meget blandede resultater, hvor vi i Skanderborg Håndbold har oplevet et hold, som virkelig bevæger sig i den rigtige retning og har gennemgået en spændende udvikling, hvor man i starten af turneringen uheldigvis skulle vænne sig til tempoet.
Vi håber derfor på, at vi kan tage fra Nykøbing med point, selvom vi møder måske Ligaens stærkeste hold i kontrafasen.
God kamp til alle medrejsende.
Næste hjemmekamp: 18/2 mod København Håndbold kl. 13:30 i Fælleden















