Ny stregkæmpe til Skanderborg
The Green Gunmen har fundet afløseren for Frederik Ladefoged som stregspiller til næste sæson.
Det bliver 25 årige Mads Kalstrup der de 2 kommende sæsoner skal rage bolde til sig på stregen i angrebet, og uddele alvorlige øretæver i Skanderborg defensiven.
Mads Kalstrup har været en del af Århus Håndbold siden han skiftede fra Thorsager-Rønde som 2. års U18 spiller og har været en del af liga truppen lige siden.
Sportschef Torben Væver
Vi syntes vi har fundet en rigtig spændende stregspiller i Mads Kalstrup til vores trup fremadrettet. Han har en kæmpe fysik som vi har brug for i begge ender af banen og så er det en spiller vi tror på har et uforløst udviklingspotentiale. Han tilkæmpede sig en stor rolle i Århus Håndbold under Erik Veje, hvilket dog ikke helt har været tilfældet i denne sæson. Mads har tilbragt det meste af tiden på bænken og Mads har haft svært ved at præstere i en rolle med få minutter på banen.
Vi tror på at vi kan få Mads tilbage i en støre rolle i Skanderborg og få genstartet den fine udvikling han i øvrigt har gennemgået i hans første senior år i Århus. Han har alle forudsætninger for at blive en fremtidig profil i Skanderborg trøjen med den store fysik han kommer med og vi håber og tror på at Mads og Skanderborg Håndbold bliver et rigtigt godt match fremadrettet.
Fakta:
Navn: Mads Kalstrup
Alder: 25 år, årgang 1992
Højde: 200 cm
Vægt: 110 kg
Skostørrelse: 47
Uddannelse: Læser Politik og økonomi på Århus Universitet.
Tidligere klubber:
Ungdom hovedsageligt TRIF, Thorsager-Rønde – til og med 1. års U18.
Skiftede som 2. års U18 til Århus Håndbold – vandt DM sølv, efter at have fået læsterlige klø i finaleserien mod….tja…..Skanderborg Håndbold.
Senior kun Århus Håndbold.
Kontrakten gælder i første omgang de kommende 2 sæsoner, og træder i kraft 1/7-2018.
STORT velkommen til Mads Kalstrup















