Optakt Rødovre HK
Optakt Skanderborg Håndbold – Rødovre HK, lørdag 10/3 kl. 17.00 i Fælledhallen.
Dagens gæster fra Rødovre er altid lidt specielle at byde velkommen, da både Daniel og jeg har brugt rigtigt mange timer i klubben og har tilbragt utallige gode timer med både trænerteamet og spillerne. De har desværre fra start været hårdt ramt af skader og derudover har der også været lidt frafald i truppen i løbet af sæsonen – og de jagter stadig deres første sejr i årets 1. division. En af deres store lyspunkter er bagspilleren Simone Dillon, som har præsteret flot og har virkelig steppet sit spil op.
I ugens løb har vi været på pokaleventyr i det nordjyske og mødt damerne fra Standby/Elling, som vi vandt stort, og ellers har vi rettet fokus på angrebsspil mod 5:1, som Fredericia i perioder fik stresset os lidt med.
Kapløbet i toppen er inden i en afgørende fase, hvor vi var gode og tog 2 vigtige point i sidste weekend. Det skal der følges op på i dag og vi håber at se mange først til herrernes brag mod Aalborg Håndbold og at man efterfølgende bliver hængende og hjælper pigerne på vej – Vel mødt til god stemning og håndbold!
Vi ønsker dommere, Rødovre mandskabet og tilskuere en rigtigt god kamp!
Der er gratis entré til damernes kamp!
v/træner Kristian Danielsen















