Optakt Silkeborg-Voel
Optakt Bambusa Kvindeligaen, Skanderborg Håndbold – Silkeborg Voel KFUM, 29/1 i Fælledhallen
Lørdag eftermiddag skal vi endnu en gang i ilden, når vi møder Silkeborg Voel hjemme. Sidst vi spillede hjemme, spillede vi en fantastisk kamp mod København, og vi glæder os derfor til at spille på hjemmebane igen.

Vi har i kampen mod København virkelig leveret som et hold, og det bliver som altid også opgaven lørdag. Det handler derfor om at slippe nogle af nerverne og være klar til at spille til lørdag eftermiddag.
Vi skal igen give vores målvogtere gode betingelser, det gør vi blandt andet ved at stå tæt i forsvaret og forsøge at få lavet frikast i vores opbakninger. Dernæst vil vi gerne se om vi kan få mere gang i vores kontrafase, vi synes ikke helt vi får løbet så meget kontra, som det gode forsvar egentlig giver os mulighed for. Angrebsmæssigt skal vi finde noget af det spil frem vi ved vi kan spille når vi gør hinanden gode, nøglen ligger uden tvivl i det tålmodige presspil. Derudover vil vi gerne se om vi igen kan bringe vores fløje lidt mere i spil.
Silkeborg Voel har spillet en fin sæson indtil nu. Det er derfor et godt og formmæssigt stærkt hold der venter os. Silkeborg kommer altid med fuld gas i kontrafasen, og det bliver vigtigt for os at kunne forsvare dette på et højt niveau. Dernæst er Sofie Bæk virkelig oppe i omdrejninger igen, derfor skal vi være klar til at holde et vågent øje med hende.
Vi glæder os helt vildt til at komme i kamp, og vil kæmpe for endnu en sejr.
Vi ønsker dommere, Silkeborg og tilskuere en rigtig god kamp!
v/Træner Jeppe Vestergaard Kristensen















