Pressemeddelelse
Skanderborg Håndbold henter målfarlig tovejs-spiller hos ligakonkurrent

Line Berggren Larsen skifter fra Aarhus United til Skanderborg Håndbold til næste sæson. Den talentfulde bagspiller har underskrevet en foreløbigt et-årig kontrakt med Skanderborg Håndbold.
Klubben har efter afgangen af Thea Rasmussen fra næste sæson været på udkig efter en ny målfarlig kvalitetsspiller til bagkæden, og da muligheden bød sig for at tilknytte Line Berggren Larsen til truppen, var der ingen tvivl hos cheftræner Jeppe Vestergaard, som uddyber:
”Vi har tidligere forsøgt at hente Line til Skanderborg, og jeg er virkelig glad for, at det er lykkes nu. I Line får vi en super målfarlig spiller, der både kan skyde og lave gennembrud af høj kvalitet. Derudover dækker Line rigtig godt op, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kan være med til at give vores kontrafase et markant løft. I vores snakke med Line har vi desuden fået et virkeligt godt indtryk af en seriøs og dedikeret spiller, og jeg er ikke i tvivl om, at hun passer rigtig godt ind på vores hold”.

Line Berggren Larsen siger om skiftet til Skanderborg Håndbold:
” Jeg ser meget frem til at blive en del af Skanderborg Håndbold og jeg glæder mig til at kæmpe om point i den grønne trøje. Jeg har valgt klubben, da jeg tror på, at jeg kan udvikle mig yderligere i klubbens træningsmiljø og med Jeppe som træner. Derudover synes jeg, det virker til, at der er et godt fællesskab og sammenhold på holdet, hvilket jeg vægter højt”.
Skanderborg Håndbold, fans og følgere byder Line velkommen til klubben!















