Optakt Horsens HE
Optakt Bambusa Kvindeligaen, Skanderborg Håndbold – Horsens Håndbold Elite, 12/3
Lørdag eftermiddag skal vi i kamp igen oven på en længere kamppause. Horsens kommer på besøg på Fælleden til det der plejer at være intense lokalopgør. De seneste to sæsoner har det resulteret i nederlag på udebane og sejre hjemme på Fælleden, og med et nederlag i sæsonens første møde i Horsens vil vi naturligvis rigtig gerne have en sejr på hjemmebane.

Horsens har både inden og undervejs i sæsonen spillet med de økonomiske muskler, og hentet flere nye spillere. Det er derfor også et ændret Horsens hold der kommer til Skanderborg lørdag eftermiddag. For Horsens skal vi særligt holde øje med deres stærke bagkæde ført an af Laura Damgaard, derudover havde vi i sidste møde udfordringer med at få bolden i kassen bag Chana Masson og Emily Sando i starten af kampen.
For os selv går vi ind en spændende og afgørende fase af sæsonen, det handler derfor om igen at finde ind i vores eget koncept og spil. Oven på to 13. pladser i de foregående sæsoner står vi med en gylden mulighed for at ende bedre i tabellen i år, og herved også få et stærkt afsæt ind i det forstående kvalifikationsspil. Vi skal derfor virkelig være klar til at spille kollektivt og gribe de små muligheder der byder sig.
Vi kom mod Ringkøbing på tavlen igen oven på en svær periode, og spillede også mod Aarhus en rigtig fornuftig kamp. Det er noget af den energi og fart vi skal bringe i spil igen lørdag for at udfordre Horsens. Vi glæder os meget til at skal i kamp igen, og er klar til virkelig at kæmpe for hver eneste bold.
v/Træner Jeppe Vestergaard Kristensen















