Optakt Viborg HK
Bambusa Kvindeligaen, Skanderborg Håndbold – Viborg HK, Onsdag d. 16/3 i Fælledhallen kl. 19.00
Onsdag aften skal vi allerede i kamp på hjemmebane igen, hvor DM-sølvvinderne fra Viborg HK kommer på besøg i en kamp der oprindeligt er udskudt, på grund af Corona.

Viborg har spillet en flot sæson indtil nu. Viborg kommer altid med en helt enorm fart og fysik, og særligt i kontrafasen kan de være et meget farligt bekendtskab. Det bliver derfor uden tvivl en stor fysisk opgave der venter os, hvor vi virkelig bliver matchet på øverste niveau. Derudover er det et glædeligt gensyn med de to tidligere Skanderborg spillere Anna Kristensen og Kristina Jørgensen, det bliver da også to af de spillere det bliver vigtigt at vi forbereder os grundigt på, da de har enorm betydning for Viborg. Vi skal ligeledes møde vores kommende målvogter Emma Friberg, der de seneste sæsoner har vogtet målet i Viborg HK sammen med Anna.
For vores eget vedkommende skal vi bruge kampen til at blive skarpe inden vi går ind i den afgørende fase af sæson. For os handler det om at slutte en flot sæson rigtig godt af. At vi allerede 4 kampe inden sidste turneringskamp kan vide os helt sikre på at den direkte nedrykning er langt væk, giver det os uden tvivl mod på at jagte endnu mere. Derfor skal vi som sagt bruge kampen mod et klassehold som Viborg til at finde endnu mere timing og rytme. Det er som altid vigtigt at kollektivet kan bære det for os. Det vigtige bliver nu at vi er klar til at minimere de udfald der gør at vi i nogle korte perioder taber mange mål, og efterfølgende skal bruge mange kræfter på at indhente det.
Vi glæder os til onsdag
v/Træner Jeppe Vestergaard Kristensen















