Klub Frivillig
Der skal bruges mange flere frivillige hænder når Skanderborg Håndbold fra 1. november 2016 skal slå dørene op for hele 2 Ligahold i den nye opvisningshal på Fælleden.
Klubben har valgt at samle alle frivillige i en ny klub, så organiseringen bliver nemmere og bedre. Bliv en del af det frivillige korps, der hjælper til omkring kampene. Bliv en del af teamet der mødes vinteren over til de 2 x 13 hjemmekampe som skal afvikles i en sæson. Mød nye og gamle venner, få nye netværk og bliv en del af noget der skaber glæde for rigtigt mange indbyggere i kommunen.
Klub Frivillig udvikles senere til også at omhandle andre dele af klubbens opgaver i løbet af en sæson, men vi starter med frivillige omkring kampafvikling for de 2 ligahold.
Vi har opdelt opgaverne i nogle overskrifter, hvor det er tanken at der for hver gruppe udpeges en Frivillig Formand, som står for organisationen af gruppen, og sikre at der er frivillige nok til alle områder til alle kampene.
Klub frivillig vil fremover invitere til opstartsmøde med spisning, hvor der orienteres om den kommende sæson, og en afslutningsfest når sæsonen er slut.
Kunne du tænke dig at blive en del af Klub Frivillig Teamet omkring ligakampene, så skriv en mail til susanne.nortvig@hotmail.com, hvor du blot oplyser navn, adresse, mobilnummer og mailadresse, så kontakter vi dig efter sommerferien.
Vi har opdelt grupperne således – måske nogle grupper bliver slået sammen senere, men her kan du se de forskellige opgaver som vi skal finde hænder til.
Vi har idag heldigvis allerede mange trofaste frivillige hjælpere, men vi vil gerne have både gamle og nye til at tilmelde sig i denne forbindelse, så alle kan blive registreret.
- Hal og Gulv gruppen
Pålægning af gulvreklamer inden ligakampe, og fjernelse efter kampene. Klargøring af hal, opsætning af skilte, publikums guider, gulvtørring, oprydning.
- Opstilling af LED
Opstilling og nedtagning af LED bande i forbindelse med Herre Liga kampene samt TV kampe. Vi skal gerne være 5-6 mand der hjælpes om opgaven. LED banden pakkes på rullevogne og skal opstilles/nedtages til hver herrekamp i første omgang.
- Billetsalg
Hjælp til salg og scanning af billetter til alle Liga hjemmekampe. Vi skal gerne være ca. 5-6 personer til hver kamp, som mødes ca. et par timer før kampstart.
- Loggere
Bliv certificeret LOGGER, som sørger for at registrere alle hændelserne i kampen i statestiksystemet, som danner grundlag for alt statistik i alle liga kampe. Der skal bruges 2 personer til hver kamp, som sammen logger alt statistik på computer.
- Speaker team
Bliv en del af speakerteamet, og bliv en kendt stemme i Skanderborg. Vi mangler p.t. en fast speaker til Dame Liga kampene, men vi ville også gerne have nogle ekstra at trække på i løbet af sæsonen.
- Musik/Lyd
Bliv en del af DJ teamet som står for musik før, under og efter kampene. Vi vil gerne oplære en lille gruppe som også vil deltage til nogle af ungdomskampene fremadrettet.
- Afvikling af LED/Kube
Vi skal have samlet en gruppe af personer der kan stå for afviklingen af reklameblokke på den nye LED bande samt den store kube i loftet. Det kræver man har lidt EDB snilde og kan håndtere PDF,powerpoint m.v. Ønsket er at samle en gruppe på 4-6 personer som står for afviklingen sæsonen igennem. Der skal bruges 2 personer pr. ligakamp.
- Sikkerhed
Vi vil gerne samle en lille gruppe personer som kan varetage vagt/sikkerhed i forbindelse med ligakampene. Det er heldigvis sjældent der opstår konflikter under håndboldkampe, men findes der nogle frivillige som har lidt erfaring indenfor dette område ville vi tage imod med kyshånd.
- VIP
Vores VIP arrangementer bliver væsentligt større end det setup vi har haft i Morten Børup Hallen, så her skal vi bruge en del flere hænder fremover. Opgaverne er opdækning, anretning af mad udefra, servicering af buffet, afrydning, oprydning, udlevering af drikkevarer. Vi vil gerne kunne yde vores VIP gæster en rigtig god service, og det kræver nogle glade og servicemindede frivillige i VIP området. Til herre VIP arrangementer forventer vi at skulle bruge ca. 10 personer pr. kamp. Der bliver også lidt mindre VIP arrangementer i.f.m. damekampene.
- Vært for dommere og modstanderhold
Vi vil gerne være gode værter, så vi skal bruge et par personer som har ansvar for modtagelse og servicering af dommere og modstanderhold til alle hjemmekampe.
- Video gruppe
Vi vil gerne samle en lille gruppe af personer der vil stå for diverse optagelser på video i forbindelse med kampene. Det kan være forskellige live interviews, tilskuer optagelser, optagelser til brug på kuben m.v. Det kræver blot lidt kendskab til video brugen og lysten og kreativiteten til at være med til at skabe nogle nye platforme i forbindelse med håndbold i Skanderborg.
- Video optagelse
Alle liga kampe skal video optages og filerne uploades efterfølgende. Vi vil gerne samle en lille gruppe på 2-3 personer, så vi kan dække alle kampe med kyndigt personale.
- Grafiker
Vi ønsker os en dygtig frivillig grafiker eller 2, som kan hjælpe vores hjemmeside og Facebook redaktion med flotte og måske lidt sjove og kreative grafikker. Kravet er såmænd bare at du har lidt kendskab til grafik, billede behandling og måske lidt animation/video. Kunne du tænke dig at give en hånd med omkring redaktionen, vi de blive meget taknemmelige. Dette vil typisk ikke være i forbindelse med kampene.
- Event gruppe
Vi vil gerne samle en lille gruppe personer som bliver ansvarlige for afvikling af de forskellige events der kommer til at foregå før og under kampene. Praktik omkring indløb, indløbsbørn, pauseunderholdning m.v. Vi forestiller os en lille gruppe med 2 personer på vagt til hver kamp.
- Presse
Har du lidt erfaring i at skrive artikler, indlæg eller lave lidt video, så søger vi lidt ekstra hjælp til pressearbejdet på hjemmeside og sociale medier. Vi skal også videre med flere platforme end facebook, så har du lyst til og forstand på at arbejde med nogle af de andre platforme så er det lige dig vi mangler.















